Hun lader kåben falde og trangen til at tie må bekæmpes.
Kigger sig i spejlet og forstår at trangen til at råbe må forties.
Leves livet rigtigt er det langt nok.
Længsel er grunden, differencen, kontrasten, evigheden. Det eneste der vedbliver. Vibrerer.

Hun vibrerer ved han ord. Forføres af hans blide men kontankte vedbliven. Hun vil gerne være hemmeligheden, være træhulen, udtryksformen af kosmos. Den glemte nuance af rød i den solopgang man senere vil anse som grunden til at man kan se.
Hun er noget andet. Som han er hun et redskab.
Ved et halvt åndedrag står hun parat og alligevel modvillig.
Knækkede fingre om et puslespil, der evigt vil mangle en brik.

I mørket finder de hinanden, ved skyggerne stryger forsigtige hænder over forandret kød. At tie ved en hvisken der aldrig forstummes helt. Han er antydningen. Han er kun længslen. For hende. Stemmerne forstummes som silke mod nøgen hud, en kælen brise, der ikke forstår betydningen af dens tilfældige men perfekte rum.