Min far.

Ville ønske jeg kunne læge fortidens sår, så de ikke overvælder de nye generationer med deres puds. Jeg står overfor min egen magtesløshed, når sårene er andres, og ofrene er mine brødre. Det er smertefuldt at se historien gentage sig, og på forhånd, frygte for resultatet. Smertefuldt at se mine brødre gå de samme skridt, jeg har gået. I mange år har halvdelen af det jeg har gjor, været med tanke på at ændre den måde vores far agerer på. Straffer på. Bliver vred på. Elsker på. Nu ser jeg tydeligt, at alle mine tanker, og mine gode intentioner, den ekstra smerte jeg har forvoldt mig selv, i håb om at tage den fra næste generationers skuldre, har været totalt og aldeles ligegyldig. Jeg føler mig bundet på hænder og fødder. Hvad er mine muligheder? Ringe til myndighederne? Er gjort før, med et virkelig dårligt resultat til følge. Selv tage kontakt? Jeg har en datter, og mit eget ve og vel, er ikke længere mit, men hendes. Vente? Ja...Det kan jeg vel blive nød til, indtil min hjerne, verden eller omstændighederne præsenterer en bedre løsningsmodel. Men det gør det ikke nemmere. For nogen af os.